Pigtrådshøjskole Tisvilde marts 2018
Vi tog 3 dage fri i begyndelsen af marts for at tage på “pigtrådshøjskole”. Jeg tog rigtig mange billeder og lovede at lægge dem op, så deltagerne har mulighed for at få visualiseret det, vi var til.
Jeg skynder mig at linke til billederne, så du ikke behøver at læse mere om det. Men du har dog muligheden nedenfor.

Vi – og især jeg – har hele livet været helt vild med “grundrock”. Det primitive, stærkt rytmiske musik, hvor teksterne typisk er så simple, at selv jeg kan forstå dem.
Kort sagt musik, som man ikke kan sidde stille til.
Sammen har vi siden vores ungdom været “vild med dans” men mest den del, der ikke er rigtig jitterbug men ligner lidt.
Selv nu på vores gamle dage kniber det med at sidde stille. Vi går til “vild rock” i flere 60er-klubber. Men også til Palmehaveorkester og standarddanse uden at kunne huske de avancerede variationer.
Da vi erfarede, at Holger Hagelberg, som jeg for meget nylig har lært at kende, arrangerede et pigtrådsarrangement på Tisvilde Højskole, måtte vi rive 3 dage ud af kalenderen.
Foredrag af folk, som på forskellig vis var i centrum dengang, jeg sad ovre i Vest- og Nordjylland og hørte om alt det spændende, der foregik i “Københavnstrup”.
Vi hørte Claus Hagen Petersen. Han er historiker og har i slutningen af 70erne og begyndelsen af 80erne været med i mange udsendelser om pop- og rockmusik.
Endvidere hørte vi Jørgen de Mylius, som alle i vores generation kender fra radio og TV.
Jeg sidder ikke tilbage med en aha-oplevelse af at have hørt noget, jeg ikke vidste i forvejen. Til “mors” irritation optager og ser jeg al den slags nostalgisk materiale.
Men det var sjovt lige at få det fortalt på en måde live og “uden mikrofon”.
Så var der selvfølgelig musik i rigelige mængder.
Mandag aften The Mean Beats. Ældre herrer, der spillede dengang og nu. Men alt var musik fra dengang, hvor rytmen var klar og teksten simpel. Det kan være uretfærdigt at nævne en frem for de andre. For alle var gode. Men personligt var jeg særlig imponeret over trommeslageren, hvis navn jeg ikke har styr på. Han var uovertruffen i sin udstråling, begejstring og tydelige glæd.
Undskyld til Steen Bergstrøm, der var den kendteste i gruppen som oprindelig guitarist i Hitmakers. Undskyld til de to andre også. For de var alle 4 intet mindre end fantastiske. Whaw hvor var det livsbekræftende.
Tirsdag formiddag var det Sir Henry (Ole Bredahl), som sammen med en supercharmerende guitarist fortalte om og spillede musik fra den korte men vilde periode fra 1963 til 1967 med tråde tilbage til 50erne.
Tirsdag aften var det Chimbo’s Revival med “Danmarks Bill Haley” i front. Det var outstanding lækkert.
Begge aftener var det flere timers musik, som vi fik i øregangene som helt unge. Musik, der selvfølgelig i dag er suppleret med alt muligt andet men som fylder rigtig meget i den streaming, jeg foretager dagligt.
Hvis du spørger, om der da slet ikke var noget, som var bare en lille smule “træls” ved det arrangement, må jeg ærligt sige, at det var der da.
De andre deltagere var helt tydeligt ikke nær så “barnlige” som os. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man kan sidde stille to timer to aftener i træk til vild 50er og 60er rock. Det var næsten lige så slemt som at sidde på 30. række i Parken og se/høre Rolling Stones eller Bruce Springsteen.
Sanne var en smule skidt tilpas første aften, hvor vi var de eneste, der forsøgte os med dans (se Holgers billede ovenfor). Men selv uden den undskyldning for os selv, havde vi jo ikke fortsat med at danse vildt, når ingen andre gjorde ansats til at nyde musikken “på vores måde”.
Men det var kun en skønhedsplet.
Skulle du i øvrigt have det som os, kan du nå at få rørt benene allerede den 17. marts i Rødovre Star Club. Se her
Jeg må i øvrigt sige om Tisvilde Højskole, at det – også – var en rigtig positiv oplevelse for os. Det meste af personalet er frivillige, der kommer fra hele Sjælland og omliggende øer.
Maden var rigtig lækker og langt over, hvad vi egentlig forventede os af et højskoleophold. Du kan se mere om højskolen her
Tak – særligt til Holger – for initiativet – og til alle andre for at rive 3 dage ud af kalenderen til nostalgiens musik.
Hilsen
Viggo
