Uge”dagbog” omkring en fødselsdag (eller 2)
Denne beretning kommer først og fremmest som reaktion på en usigelig glæde, taknemmelighed OG bekymring.
Det bliver en lidt lang beretning, som fortæller om overvejelser, forventninger, opfyldelse af samme – og efterfølgende reaktioner med et stænk af dårlig samvittighed.
Sanne blev 70 år den 2. marts. Jeg blev 71 år samme dag. Det er jo på mange måder smart. Da jeg rundede sidste år, var intet muligt. Der var forsamlingsforbud. Mikkel kom til frokost. Familien Rasmus til eftermiddagskaffe. Ingen knus eller kram.
Vi havde ret længe snakket om, hvad vi så skulle gøre, når Sanne rundede.
Selve dagen holdt vi med hinanden. Spiste om aftenen på LaBuca på Godthåbsvej.

En af vores drømme var at samle mange af dem, som har fyldt meget i vores liv. De fleste har hørt om alle de andre. De færreste har mødt dem, de hører om.
I familiekredsen sidder vi nu på den yderste bænk. De unge kender kun hinanden fra vores sammenkomster gennem livet. De ”unge” er nu fra midt i 40erne til midt i 50erne. Det er ikke for alle sådan, at de (endnu) er vildt optaget af ”blodets bånd” på den måde, vi gamle tænker.
Det skal være løgn. I al fald skal det ikke være vores skyld, hvis familiebåndene klippes med os.
Vi bor i Rødovre. Storkøbenhavn. Mange. Ja langt de fleste af vores gæster ville skulle rejse langt for overhovedet at være med. De fleste ville ikke kunne kom frem og tilbage samme dag. Og vi har jo ikke plads til så mange.
Vi er vældig stolte af vores ”ollekolle” med fælleshus, hvor der er plads til at holde fest. Men det satte trods alt begrænsninger. Man kan godt være lige omkring 30, men så er der også fyldt op. Og så var der jo det med overnatningerne.
I sommer faldt brikkerne på plads. Under vores husbytte med Steen i Marielyst slog det os, at vi kunne leje Bøtø Strandpark. Det ligger 200 meter fra Steen. Vi havde været til Winnies 60 års fødselsdag for godt nok mange år siden. Det er fine og bestemt brugbare lokaler til middagen og til velkomst m.v.
Vigtigst er der mange overnatningsmuligheder. Værelserne er godt nok ikke 4 stjernet hotel. Men man kan sove der, og det var det vigtigste.
Som tænkt – så bestilt.
Hvem skulle så med?
Her tog vi udgangspunkt i, at vi kunne råde over ca. 55 overnatningspladser. De reklamerer godt nok med, at der kan sove 97. Men det nytter jo ikke noget. De fleste af vores gæster er ”voksne plus”. Og måske vokset fra at ”score” til en familiefest, hvor køjer er forlystelsesomgivelser.
Vi lavede en liste. Sorterede fra med lidt hård hånd. Jeg gjorde mig lidt lystig og foreslog, at vi gjorde som SAS. Overbookede. Det syntes Sanne ikke om, hvilket jeg sådan set godt forstod.
Så vi inviterede 55. Men vi oplevede 20 (TYVE) afbud, hvoraf langt de fleste kom inden for den sidste uge.
Maden da?
Konceptet er, at man lejer centeret og selv skal dække bord og pynte. Maden skal de levere.
Da vi var til en snak med Marina, som styrer stedet, starter hun med at spørge, hvad vi ville have at spise. Jeg spørger: hvad kan vi få? Hun svarede, at det kom an på os. Det svar overraskede mig lidt. Vi snakkede så lidt om det. Hun fortalte, at hun var uddannet kok – i øvrigt fra kokkeskolen i Rørdal (Aalborg). Så var vi fluks på talefod.
Jeg kom til at sige, at jeg troede, at det var ”kogekonemad”, man kunne få, hvilket ikke var ment som så negativt, som det vist blev opfattet men bare udtryk for ”den type mad”, som går rent ind hos alle. Folkelig fælles mad.
Vi nåede frem til isingfilet, dyrekød og Gateau Marcel. Det var rigtig fint.
Da vi søndag morgen roste maden, sagde Marina med et glimt i øjet, at så var der måske ikke så meget ”kogekone over det”. Hun havde i den grad registreret min fortalelse.

Coronatiden.
Så var der jo lige corona og alle restriktionerne. Vi var frygtelig nervøse for, om det kunne gennemføres. Med restriktionernes bortfald, steg smitten. Det vidste alle ville ske. Begge vores unge familier blev ramt omkring vinterferien. Den ene i ugen før; den anden i selve vinterferien.
Kollega Jesper på kontoret var på skiferie i Norge i vinterferien. Han meldte tilbage fra Oslobåden, at de havde været isoleret i Norge, men at han ville komme tirsdag.
Vi skulle i teater mandag i ugen op til festen. Det droppede vi. Vi skulkede fra arbejde hele ugen for ikke at blive ramt (smittet) af Jesper. Så vi var reelt i isolation i ugen op til festen.
Alle mødte friske op og tilsyneladende uden smitte. Alle virkede i knaldgodt humør.
Vi priste os lykkelige og sagde lidt i sjov, at så måtte det godt komme til os bagefter, så vi kunne få det overstået.
Underholdning.
Vi må indrømme, at for os er en ”rigtig fest” en, hvor der også hoppes rundt på dansegulvet.
Om det gjorde vi os nogle overvejelser.
Ærlig talt er vi ikke bagud i forhold til at få danset. Vi elsker det, hvilket alle, som kender os, ved. Om ikke andet kan man se det år efter år i vores julebreve.
Så er der jo også det, at fra det øjeblik, der skrues op for musikken til dans, bliver det svært at føre en fornuftig samtale.
Så vi valgte meget velovervejet at skrotte dansen til vores arrangement.
Men ingen skal være i tvivl om, hvor vi reelt står. Vi er og bliver 60ere. Altså til den gamle 60er musik.
Så vi valgte at kombinere det med at få Peter Dack til at underholde os med god gammel syng med pop fra vores (altså vi gamles) ungdom.
Vi elskede det. Vi fornemmer, at de unge (altså dem omkring de 50) også var klar til at synge med.
Da han var færdig, var Villum på 10 faldet i søvn. Men han havde sendt sin mor ud bagved for at få en autograf fra Peter.
Det rørte os pænt.
Hvis du vil have et indtryk af, hvad Peter Dack kan, når han står med et orkester, kan du lige se ham på denne video, hvor jeg hopper rundt.
Mere Corona
Så gik det alligevel sådan, at mange af os er blevet ramt af Corona efterfølgende. Jeg var på arbejde tirsdag og i Familieretshuset. Tirsdag aften begyndte det med frys, ryste, frys. Høj feber om natten. Onsdag morgen test. Vi blev selvfølgelig hjemme. Onsdag aften positiv test.
I dag – torsdag aften- synes jeg allerede at være frisk som en havørn. (Hvorfor egentlig det? Er en havørn særlig frisk?). Sanne er mere snottet end mig. Mere træt i dag.
I løbet af dagen er der indløbet forskellige beskeder fra vores gæster. Temmelig mange er faktisk blevet positive (i den negative betydning).
Blev vores fest i virkeligheden til en supersprederbegivenhed?
I virkeligheden aner ingen, hvordan det virkelig hænger sammen. Jeg ved bare, at vi var friske indtil tirsdag aften. Ingen af deltagerne syntes at have symptomer.
Lige nu er vores trøst ærlig talt, at vi er blevet bekræftet i, at de færreste rammes særlig hårdt – og at alle tilsyneladende skal have det på et tidspunkt.
Der er et par stykker i vennekredsen, som vi er særligt bekymrede for af forskellige konkrete grunde.
Vi beder til, at alle kommer mildt igennem og ikke spreder. Den bøn gælder ærlig talt, hvad enten smitten er kommet fra vores fest eller ej.
Du kan se billeder fra festen her