Hamborg september 2019

Hamborg september 2019

Den 6. september var det 50 år siden, vi begyndte “at komme sammen”, som det hed dengang. Vi havde kysset lidt året før. Sanne har helt styr på datoen, hvor vi genoptog forbindelsen.

Se alle billederne her

Hvorfor kan hun lige huske den dato? Svaret er vel, at sådan noget kan piger huske. Så var der også noget med, at det var ugen efter, at hendes far var blevet 50.

Hvorom alting er. Det måtte da fejres. Så vi tog toget til Hamborg. Toget! Jo det skulle være nostalgisk.

Dagen før var vi i Maarum og passe Albert og Agnes. De var lidt sløje og havde kastet op. Forældrene skulle i byen. Jesper på kontoret advarede ret kraftigt mod den pasning.

Det gik da også sådan, at jeg (Viggo) blev temmelig sløj. Uden at gå i detaljer: det var godt, at jeg sad ved rælingen på turistbåden, da vi var på havnerundfart.

Om aftenen skulle vi på en af Hamborgs bedste Michelin-restauranter. Den fik vi skubbet fra fredag til lørdag. Vores gourmet fredag fremgår af billedkavalkaden. Det gør den rigtige lørdag så også.

Vi fik set meget på 3 dage trods fortrædeligheden med maven.

Rasmus og Anne havde introduceret os både til restauranten og til Fishmarkt. Det sidste var en stor oplevelse søndag morgen. Det er et gigantisk marked med mere grønt end fisk.

Og så er der rockmusik i hallen på to scener. Den type rock, som vi elsker. Nå ja – Fishmarkt ligger 200 meter fra Beatles Plads, som jo har fået navnet efter Beatles fødsel i Star Club i netop Hamborg.

Men marked og rock fra kl. 05 søndag morgen til kl. 10 formiddag var godt nok sjovt at opleve.