Hjemme ved Grønnestrand påsken 2018

Hjemme ved Grønnestrand påsken 2018

Ja det er lidt sjovt med begrebet “hjemme”. I går – påskelørdag – tog vi “hjem” efter en uge ved Grønnestrand. Da vi skulle af sted, fortalte vi, at vi skulle “hjem” til påske.

Men se lige de to billeder nedenfor. På det øverste ser du feriecenter Grønnestand (den hvide ejendom) fotograferet fra toppen af Svinklovene (Svinkløv bakkerne). På det nederste ser du sådan set den samme udsigt samme sted fra. Men her har jeg zoomet lidt ud, så du kan fornemme både biliggenheden lige ned til Vesterhavet og samtidig fornemme, at det ikke er overrendt af turister – for nu at sige det mildt.

I øvrigt: det nederste billede er taget nøjagtig der, hvor man i introen til TV-serien Badehotellet flyver hen over skrænten for at fortælle, hvor i landet, man er. Seriens udendørsscener er optaget nøjagtig her.

En af dagene gik vi langs havet til Svinkløv, hvor vi så badehotellets nye sokkel og tilbage langs kanten af bakkerne. En strækning på i alt ca. 7,5 km i høj men lidt kold solskin. På den tur mødte vi EEN person, som var en nordmand, der trænede bakkeløb ved at løbe op og ned af skrænten ved Svinkløv. Men helt ærligt! En person.

Der er så smukt i Han Herred, at man skulle tro, at det er løgn.

Vi har boet i Han Herred i 25 år. Det er 18 år siden, vi flyttede derfra. Men det er stadigvæk på mange måder “hjem” for os, selv om vi selvfølgelig med årene ikke har så meget kontakt med så mange deroppe.

I øvrigt. Da vi kørte derop forrige fredag efter mørkets frembrud, var der et andet fænomen, som vi som københavnere ikke oplever så tit. Vi kørte med langt lys ganske meget af vejen fra Hobro og til Fjerritslev. Langt lys er jo det, hvor man må blænde ned, når man indimellem møder modkørende. Det skulle jeg lige vænne mig til.

Se flere billeder her

påske ved Grønnestrand
påske ved Grønnestrand