Om Grønnestrand, min barndoms sommerhus og en lykkelig fredning.
Denne fortælling er et omskrevet uddrag af noget så selvhøjtideligt som “mine erindringer”, som jeg skrev for nogle år siden. Vi er lige kommet hjem fra en påskeuge i Han Herred, hvilket inspirerer til denne omskrivning med billeder fra for- og nutid.
Du kan læse om mine forældres sommerhus, dets skæbne og fornemme vores livslange fascination af Han Herred. Vi har boet deroppe i 25 år og føler stadig, at Han Herred er “hjemme” for os.
Fokus er på det smukkeste sted i Danmark: Kollerup Strand, Grønnestrand og Svinkløv.
Min barndoms primitive sommerhus.
Mine forældre købte sagfører Willumsens sommerhus ved Fjerritslev i begyndelsen af 1960erne.
Vi har altid kaldt stedet for Grønnestrand, men med mit senere indgående kendskab til Han Herred må jeg konstatere, at den rette stedbetegnelse er Kollerup Strand.
Det sted har måske i virkeligheden været det sted, som har fået størst betydning for “resten af mit liv”. Jeg var meget glad for stedet og tænker egentlig, at mit liv ville have været helt anderledes, hvis ikke mine forældre havde købt netop det sommerhus ved Fjerritslev. Hvordan anderledes er umuligt at gætte – men med sikkerhed anderledes.
I mine første studieår var jeg med udgangspunkt i sommerhuset volontør på dommerkontoret i Fjerritslev. Det førte mig mange år senere direkte til Brovst, og selv om vi senere flyttede fra Brovst til hovedstaden, er både Sanne og jeg enige om, at vi i betydelig grad hører hjemme i Han Herred.
Det må indrømmes, at sommerhuset lå meget øde. Der var 6½ km til Fjerritslev, hvor den nærmeste butik lå. Naboer var der ikke mange af.
Man drejede af ved Kirken. Derfra kørte man helt ud til Vesterhavet, hvor asfaltvejen ender. Lige præcist der, hvor vejen endte og stadig ender, lå sommerhuset.
Fra huset var der ca. 100 meter til havet. Grunden gik helt derned.
Primitivt sommerhus uden el og med pumpevand.
Selve huset var ikke noget særligt. Det var opført i beton, tror jeg, og malet gult. Indretningen bestod af en pæn stor stue med direkte udgang til en sydvendt terrasse. Stuen havde plads til et spisebord, der stod vinkelret på det nordvendte vindue med havudsigt. I starten var det mæglerhavudsigt, men med tiden blev det på grund af ralgravningen mere ægte, end vi brød os om. I den sydlige del af stuen var et lille rundt bord med kurvestole omkring. Der var således ingen sofagruppe eller magelige lænestole. Husets eneste opvarmning, kakkelovnen stod selvfølgelig også i stuen.
Mod øst var der to små værelser. Det ene var mine forældres soveværelse, mens det andet var mit værelse. Der var lige plads til en seng og ikke meget andet. Som en vinkel på huset var der et lidt større værelse med indgang fra stuen. Med den vinkel fik terrassen læ mod vest, hvilket er en absolut nødvendighed, når man befinder sig 100 meter fra havet. Rummet blev egentlig ikke brugt som opholdsrum, skønt det var husets næststørste rum.
Der var ikke indlagt el. Toilettet gik ud i en septiktank, som skulle tømmes en eller to gange om året. Vand til huset kom fra en meget dyb privat boring. Da der ikke var el, måtte vandet pumpes op med håndkraft. Pumpen var i køkkenet, hvor vandbeholderen også var. Det kostede 25 slag med pumpen at bruge træk- og slip på toilettet. Så vi holdt os skam i form.
Køkkenet bestod af et lille køkken og et grovkøkken med gaskomfur.
Over spisebordet hang en rigtig smuk petroleumslampe, som sagtens kunne lyse stuen op. Man kunne også godt sidde ved spisebordet og læse om aftenen. I øvrigt brugtes små petroleumslamper og især stearinlys i lange baner.
Stedet er meget langt fra Vejrs Strand vest for Varde, Nymingegab og Søndervig ved Ringkøbing og Blokhus for at nævne de mest turistede vesterhavsbyer. Der var ingen iskiosker, minigolfbaner eller for den sags skyld dansesteder. Der var intet. Alligevel husker jeg ikke, at jeg i de første år på noget tidspunkt vægrede mig ved at tage med til Grønnestrand.
For mine forældre var det helt tydeligt, at de følte at komme hjem til Fjerritslev, som de havde forladt i 1945. Der var en del mennesker deroppe, som de kendte fra dengang, selv om der var gået omkring 17-18 år. Når jeg tænker tilbage, er det næsten samme tidsmæssige afstand, som vi i dag (2018) har fra dengang, vi forlod Han Herred. Vi drages af stedet på samme måde, som jeg fornemmer, at mine forældre gjorde.
Der var nogle badepensionater i nærheden. I den sammenhæng er “nærheden” 2-3 km væk.
Jeg tror, at sommerpensionaterne var undergivet særlige regelsæt. Man lejede sig ind i værelser for en uge af gangen og havde helpension.
I sandhed må jeg sige, at de ikke ville kunne leve op til et besøg fra levnedsmiddelkontrollen. Men det var nu nok også andre regler, der gjaldt dengang på det område.
Hvad pensionaterne manglede i elegance og komfort, rummede det i hygge.
Gæsterne kom igen år efter år. Der var rigtig mange københavnere. Klientellet var for de flestes vedkommende vist det, som man kan kalde den lavere middelklasse. Men der var nu også enkelte “lidt finere” i al fald i egen selvforståelse.
Jeg tror ikke, at begrebet sommerpension findes længere. Man skal ikke tænke på dem som badehoteller. Stemningen fra TV-serien “Badehotellet” ligner, men badehotellerne var for “de fine” Sommerpensionerne mest for “almindelige mennesker”. Sådan oplevede jeg det i al fald.
Et af de badepensionater er vores yndlingsopholdssted i dag, nemlig Feriecenter Grønnestrand.
Ralgravning i 60erne – og en fredning
Det var lidt specielt med vores sommerhus, at det lå på egen grund. De andre sommerhuse i området var på lejet grund. Udlejeren solgte undergrunden til ralgravning, så de andre huse var virkelig ikke attraktive til sidst.
Området var geologisk interessant, fordi der i hele baglandet nok var klitter, men de var ikke voldsomt store. Jammerbugten ved Grønnestrand er nordvendt med særlige strømforhold. Der var gennem århundreder – ja måske årtusinder aflagret gigantiske mængder af ral (grus). Hver dag under bestemte vindforhold blev der aflejret meget grus fra havet på stranden, der således på stedet var meget stenet.
I 1960erne var der begyndt en meget effektiv udgravning af ral i området helt ned til havet. Omkring vores hus sugedes ral op i store mængder. Der dannedes store søer efter ralgravningsmaskinerne. Mine forældre – og især min far – kæmpede nidkært for, at denne ødelæggelse af den danske natur skulle stoppes.
Billederne illustrerer ralgravningen i 60erne. Begge billeder er taget fra mine forældres grund i retning mod Svinkløv. Alle klitter er skrællet væk, og gravningen går helt ned til havet.
Egentlig måtte det jo være imod hans konservative grundholdning at forsøge at forhindre gode erhvervsaktiviteter. Men det var lovligt. Området kom i stigende grad til at ligne et forfærdeligt månelandskab med mine forældres grund som det eneste lille sted, der så normal vesterhavsagtig ud.
Midt i alt denne ralgravning, blev der indledt en større fredningssag. Kunne ralgravningen få min far op i det røde felt, var fredningssagen violet i hans hoved. Ideen med fredningen var, at når ralgravningen var overstået, skulle grusgraverne dække området til, og der ville blive dannet naturligt landskab igen i løbet af ret få år.
Derfor skulle området henligge som et offentligt tilgængeligt og ubebygget område. Vores hus skulle nedrives i år 2010. Fredningen blev gennemført. Mine forældre fik 50.000 kr. i erstatning dengang i midten af 60erne. Og huset skulle altså rives ned i 2010.
Nej hvor var min far vred og frustreret. Vi forsøgte forsigtigt at fortælle ham, at til den tid ville han være 96 år. Så det var måske ikke så slemt endda. Jeg ville være 59. Hans argument var, at området ville være ødelagt for altid. Det ville aldrig blive natur igen, hvorfor det ikke ville give mening at frede det.
I dag må vi være helt ærlige og konstatere, at man overhovedet ikke kan se, at der har været gravet ral i området. Der er rent faktisk dannet klitter, og området fremstår som den oprindelige natur på stedet.
Det er blevet et vidunderligt, ubefolket og øde sted med den allersmukkeste natur lige ned til havet. Jeg vil påstå uden rødmen, at der intet sted overhovedet i hele Danmark er så stort og smukt et område af oprindelig, tilsyneladende uberørt natur.
Udsigten fra Svinklovene og ned over området er helt ubeskrivelig smuk. Det er udsigten ned over Grønnestand og Kollerup Strand. Stort set ingen sommerhuse på en strækning på mange km.
Vi er så nostalgisk anlagt, at vi altid skal en tur rundt omkring steder, som vi har boet, når vi er i nærheden. Således også ved Kollerup strand.
Vi vidste jo, at huset skulle rømmes i 2010. I sommeren 2011 var vi forbi huset, da de var i gang med nedrivningen. Vi listede ind og tog et par billeder fra det hus, som var centralt i vores liv på det tidspunkt, hvor vi lærte hinanden at kende.
Mange minder væltede frem, da vi gik rundt derinde. Mærkeligt nok var det Sanne, der græd, så tårerne trillede, da vi gik ud fra huset. I efteråret 2012 var huset der stadig men ribbet. Der gik et par år, før det blev fjernet helt.
Til slut et billede, hvor huset lå. Du kan skimte et træmærke i midten af billedet. Det står, hvor det nordvestlige hjørne var af huset. Det er sat af nogle lokalhistorikere for at illustrere husets beliggenhed. Huset var under krigen okkuperet af tyskerne, og der var et større mineområde omkring det. Lokalhistorikere har fundet det interessant at markere stedet af den grund. Huset i baggrunden er en nyopført toiletbygning til badegæsterne. Fotografen (jeg) står med ryggen til havet, som er ca. 75 meter bag mig.
Viggo Bækgaard
april 2018