En ung dommerfuldmægtigs første arbejdsuge i april 1940
Forord:
Jeg er i julen 2018 kommet i besiddelse af nogle gamle breve, som min far sendte til sin bror Richard i 1940. Det er altså knapt 80 år siden.
Nedenfor har jeg skrevet et brev af fra 6. april 1940. Det fortæller helt ned i detaljen om hverdagen og altså her om en ung helt nyuddannet jurists allerførste arbejdsdage.
Min far blev cand. jur. ved vintereksamen i 1940 fra Københavns Universitet. Han fik sit første embede som dommerfuldmægtig i Fjerritslev, hvor han var fra april 1940 til maj 1945 – altså præcist de 5 mørke krigsår.
Han stammede fra Herning og var den ældste i en søskendeflok på 4 drenge. Næstældste bror Richard læste polyt (civilingeniør) i København og blev siden stadsingeniør i Herning, hvor min fars brødre alle havde størstedelen af deres arbejdsliv.
Dengang måtte man til København, hvis man skulle uddanne sig på et universitet. Der var langt fra Herning til København. Som nyuddannet fik han så job som dommerfuldmægtig i Fjerritslev. Det var langt væk fra alting i 1940.
Jeg tror såmænd, at vi alle kan huske den første rigtige arbejdsuge, selv om det er mange år siden. Men har vi skriftlige erindringer om det? Næppe.
Jeg er vokset op i et miljø, hvor man skrev meget til hinanden i brevform. Før mails forstås. I min studietid fik jeg f. eks. lange søndagsbrev fra mine forældre i alle årene.
Brevene fra 1940 havde Richard gemt. Richard døde i 1991. Men for kort tid siden dukkede min fætter Svend fra Aars op hos min søster Else i Lemvig, hvor han havde brevene med. Hun har givet dem videre til mig.
Brevet, som jeg har skrevet af i sin helhed er fra den første uge, min far var i Fjerritslev. Han var 25 år på det tidspunkt. Læg mærke til, at det er skrevet 3 dage før tyskernes invasion af landet.
Generelt synes jeg, at brevet illustrerer en brevkultur, som vi næsten ikke kender længere. Det fortæller helt ned i detaljen om hverdagen og altså her om en ung helt nyuddannet jurists allerførste arbejdsdage.
For mig personligt hører det supplement til, at jeg i min første sommerferie som stud. jur. fik volontørjob på dommerkontoret i netop Fjerritslev. Det var i 1971 og altså 31 år efter min fars start på stedet. To af kontoristerne i 1971 havde også været der i min fars tid.
Skæbnen førte med sig, at jeg kom til at tilbringe 25 år i Han Herred som advokatfuldmægtig og senere advokat. Vi er stadig stærkt knyttede til Han Herred.
Jeg er dybt taknemmelig over for Farbror Richard, som har gemt disse breve hele sit liv – og over for fætter Svend, der jo altså har haft dem liggende i de mange år efter sin fars død.
Alle brevene er fascinerende læsning men jo mest for mig, fordi de er en del af min personlige historie skønt mere end 10 år før min fødsel.
Brevet nedenfor tror jeg ærlig talt, at mange vil kunne læse med stor fornøjelse.
Fjerritslev, den 6/4 1940
Kære Richard!
Du har måske alt i et par dage ventet på at erfare, hvordan og hvorledes det står til med mig: om jeg er kommet vel til vejs ende, og hvad der ellers kan være sket.
Lørdag den 30/3 rejste jeg herop med morgentoget kl. 7.43 og var heroppe kl. 14.30. Det er jo en længere tur, det er en rejse så lang, som den plejer at være fra København og hjem. Nå, men herop kom jeg altså og i god behold. Først måtte jeg spekulere på natlogi og valgte afholdshotellet, hvorefter jeg vandrede op på dommerkontoret for at hilse på dommeren, førstefuldmægtigen og kontoristerne.
På vejen traf jeg den fuldmægtig, jeg skal afløse, hvorefter jeg fik en sludder med ham, hvoraf jeg erfarede, at grunden til, at han – der var og er gift – rejste, var, at han skulde ind og springe soldat. Han ventede, at det ville vare 1½ år, derfor rejste han helt uden at få en vikar.
Dernæst måtte turen gå til dommerkontoret, hvor jeg hilste på dommeren og personalet. Dommeren inviterede strax på (borgerlig = daglig) middag sammen med Sanders og frue. (Sanders var altså ham, der rejste.) Den første aften her i staden gik altså (ulæseligt)*. Det blev en ganske hyggelig og fornøjelig aften.
Derimod var søndagen strax værre at slå ihjel. Jeg havde regnet med, at det kunne være rart med en tur i omegnen, men storm og snevejr indbød så absolut ikke til større udflugter end allermest påkrævet.
I løbet af søndagen fandt jeg mig et pensionat, hvor man var villig til formedels gode ord, men navnlig betaling at fodre mig. Derimod var det meget småt med lejligheden, så det fik jeg ikke. Der er også grænser for, hvor elendige man vil tage til takke med der. Derimod fik jeg et dejligt stort værelse ud i den østlige ende af byen, lige over for dommerkontoret, men på den sydlige side af vejen. Det er et hjørneværelse i en bungalov og hos en murermester, der hedder Rasmussen. Det behøver du dog ikke at skrive, dersom du fremdeles kunde finde på at skrive et par ord. Adressen er Østergade, Fjerritslev eller blot Fjerritslev: det er såmænd nok. Der er ikke andre af det navn heroppe, og dommerfuldmægtige er der kun to af.
Nå men mandag morgen skulle jeg så begynde – og begyndte. De første timer gik jeg blot rundt og kiggede, det er jo en betingelse, at man er klar over, hvor tingene ligger. Men jeg måtte jo så småt tænke på at tage fat på arbejdet, ellers hobede det sig bare op, så det var en grund.
Der var ellers ryddet pænt op i de foreliggende sager af Sanders, og det tegnede også roligt, men den 2den dag, altså tirsdagen regnede det ned over mig med dokumenter til tinglysning. Der var en ejendom, der var 10 stk. dokumenter til lysning på. Dem har jeg heldigvis fået til side nu, men der kommer jo nye til dagligt.
Alt i alt tror jeg dog ikke, det bliver mere, end jeg kan overkomme. Retssager er der næsten ingen af lige for tiden. I dag var jeg for første gang i retten, det var den alm. retsdag heroppe, og der var kun 4 sager, hvoraf den ene endda gled ud, og de andre tre mødte kun sagsøgerens sagfører. Hele historien tog knapt et kvarter.
Første fuldmægtigen Nøhr Hansen er vældig flink, og det samme gælder de to kontorister, hvoraf den ene kom samme dag som jeg.
Den første dag, jeg kom herop, så der ærlig talt trøstesløst ud på gaden heroppe. Sjap alle vegne og store snebunker på gaden. Vejen var hovedgaden (Thisted – Aalborg-vejen) op til dommerkontoret var et morrads, så jeg spekulerede alvorligt på, at jeg vist hellere måtte se at få købt et par galoscher, men jeg fik ikke gjort noget deraf. Så kom et par dage med rigtig stærk blæst, og så kan du tro, sneen smeltede, og vejene blev nogenlunde tørre, så nu er det slut.
Der findes to kontorlokaler. 1ste fuldmægtigen og den yngste dame har det indre kontor, mens den anden dame og jeg må nøjes med det ydre, der desværre vender mod nord, så vi aldrig får en solstribe at se. Det er selvfølgelig kedeligt, men derved er jo intet at gøre. Pladsforholdene er ellers ret umanerlige (?)…, vi har hver vort skrivebord, men der er da plads til et par sager, men 1½ gange så stort ville såmænd ikke have været af vejen. Nå, der er nu mange, hvis plads er langt mindre andre steder. Det er heller ikke for at klage.
Jeg kom ud for en overraskelse, da jeg kom herop, nemlig at jeg skulle begynde med at have løn – med reguleringstillæg blev det til i alt kl. 256,01, og når vi gifter os, bliver det ca. 50 kr. mere pr. måned. Det hjælper jo på finanserne. Men godt var det, at jeg fik løn allerede nu, ellers kunne jeg ikke have klaret mig, thi det flytteri har kostet noget mere end beregnet.
Nu tror jeg ikke, du får mere denne gang. Kun dette: Hvordan går det med dig? Har du hørt noget fra dine legater? M.h.t. evt. ferie, så er det nu bestemt, at vi gifter os i pinsen, og det bliver 1ste pinsedag i Vorgod Kirke.
Jeg prøver, om jeg kan få skrevet til farbror Viggo i morgen. Ellers hils ham mange gange fra mig. (i margen står: er sket).
De kærligste hilsner fra din hengivne bror
Christian
Hils hvem du træffer, som gider have en hilsen fra mig (det sidste er min stående vending.
I pensionatet dør man ikke af grin. Der spiser kun 2½ mand. Den ½ er en …, der kun spiser middag, og den anden halve er en kandidat på apoteket, der spiser på alle mulige tider, så jeg oftest spiser alene.
I går var jeg henne at høre et foredrag af … Koch om Grønlandsekspeditionen: fra hundeslæde til flyvemaskine. Det var hundekoldt. Om det var for at illudere arktisk klima vides ikke, men trods kulden var foredraget udmærket.
Jeg vil jo gerne høre et par ord fra dig, når du ellers får tid.
Christian.
……..
Så var de 4 håndskrevne sider fyldt helt ud.
