Forord:
Jeg kom i julen 2018 i besiddelse af nogle gamle breve, som min far sendte til sin bror Richard i 1940.
Min far blev cand. jur. ved vintereksamen i 1940 fra Københavns Universitet. Han fik sit første embede som dommerfuldmægtig i Fjerritslev, hvor han var fra april 1940 til maj 1945 – altså præcist de 5 mørke krigsår.
Han stammede fra Herning og var den ældste i en søskendeflok på 4 drenge. Næstældste bror Richard læste polyt (civilingeniør) i København og blev siden stadsingeniør i Herning, hvor min fars brødre alle havde størstedelen af deres arbejdsliv.
Dengang måtte man til København, hvis man skulle uddanne sig på et universitet. Der var langt fra Herning til København. Som nyuddannet fik han så job som dommerfuldmægtig i Fjerritslev. Det var langt væk fra alting i 1940.
Mine forældre blev gift den 12. maj 1940. Dette indlæg lægges op præcist 80 år senere.
En ung dommerfuldmægtig i Fjerritslev skulle selvfølgelig være gift. Så det måtte hurtigt sættes på plads.
Min mors bror – altså min morbror – var sognepræst i et lille sogn (Vorgod), som ligger mellem Herning og Ringkøbing.
Vi er i krigens anden måned. Så alting var besværligt. Også at komme frem og tilbage fra Fjerritslev til Vorgod.
Jeg er vokset op i et miljø, hvor man skrev meget til hinanden i brevform. Før mails forstås. I min studietid fik jeg f. eks. lange søndagsbreve fra mine forældre i alle årene.
Brevene fra 1940 havde Richard gemt. Richard døde i 1991. Men i 2018 dukkede min fætter Svend fra Aars op hos min søster Else i Lemvig, hvor han havde brevene med. Hun har givet dem videre til mig.
Brevet, som jeg har skrevet af i sin helhed beskriver dels hjemrejsen fra deres bryllup, dels lidt fra dagliglivet og det unge pars genvordigheder omkring bolig med videre. .
Generelt synes jeg, at brevet illustrerer en brevkultur, som vi næsten ikke kender længere. Det fortæller om oplevelser helt ned i detaljen.
De, som kender mig og mine alenlange julebreve vil nok tænke, at æblet ikke er faldet langt fra stammen.
Jeg er dybt taknemmelig over for Farbror Richard, som har gemt disse breve hele sit liv – og over for fætter Svend, der jo altså har haft dem liggende i de mange år efter sin fars død.
Alle brevene er fascinerende læsning men jo mest for mig, fordi de er en del af min personlige historie skønt mere end 10 år før min fødsel.
Brevet nedenfor tror jeg ærlig talt, at mange vil kunne læse med stor fornøjelse.
Husk: det er 80 år siden,og det er lige godt en måned efter, at tyskerne besatte vores lille land. Læg mærke også til stavning og sprogtone. Min far var i 1940 26 år og min mor 24.
Et andet interessant brev, der kan have almen interesse, er min fars beskrivelse af sin første uge som dommerfuldmægtig i Fjerritslev.
……
Fjerritslev, den 28. maj 1940
Kære Richard.
Allerførst rigtig mange tak, fordi du kom hjem til vort Bryllup. Det vilde have været saa trist, om du skulde have været nødsaget til at blive i Hovedstaden, mens vi andre var samlede til fest.
Ogsaa rigtig mange Tak for Uhret, vi fik. Du kan tro, vi er glade for det. Det er vel nok hyggeligt med et uhr i stuen, og da navnlig med et Uhr, der har en saa smuk Klang, som dette har.
Vi har længe truet med at vilde skrive et par Ord til dig for at høre efter, hvordan du er kommet til København igen, og om du er kommet rigtig i Sving med studierne igen, men der har været saa meget at tænke paa, siden vi kom tilbage, at det hidtil kun er blevet ved Tanken, men nu skal det altsaa være.
Allerførst skal du have et lille Referat af vor Bryllupsrejse, der jo ikke gik saa særlig langt. Afrejsen fra Herning kender du jo lige saa godt, som vi andre. I Forbifarten lykkedes det os at faa Lis’ Far med følge samlet op I Vildbierg, og vi havde saaledes Rejseselskab til Struer. Det blev en ganske munter Rejse, og jeg tror nok, at der var nogle, der troede, at vi var paa Bryllupsrejse, eftersom vi bavde saa mange underlige Pakker med os. Det mest underlige syntes Folk vist var den kasse, der indeholdt noget, der slog en Gang imellem og lidt hurtigere end uhre i Almindelished, thi Perpendiklen var jo fjernet.
I Struer kom der en ikke helt lille og ej heller helt tynd mand ind i Kupeen. Han var nærmest det modsat af de her angivne karakteristika, og han syntes ikke at være af den Type, der gør alt for at holde den slanke Linie, eftersom ban end ikke kunde gøre en rejse fra Struer til Hvidbjerg uden, at han maatte have madpakken op for at fordybe sig lidt i Indholdet. Da han kom ind, styrede han lige løs på Lis, akkurat som om ban kendte hende, og sagde til Lykke til hende, hvorefter han styrede løs paa en i modsatte Hjørne siddende stærkt rødmosset Landmand og sagde “til Lyke hr. Dommerfuldmægtig”. Manden svarede, idet han blev endnu rødere i hovedet, at saa meget var han ikke og blev det heller aldrig. Da jeg saa kom ind- jeg havde fulgt Lis’ far med følge ud, gjorde han afbigt og sagde til lykke til mig i stedet for, og vi havde så følge resten af vejen til Hvidbjerg.
Vi skulde have været med Fjerritslevekspressen fra Thisted kl. 20, men først kl. 22 var vi i Thisted, og så kunde vi ikke komme længere den aften. Vi fik saa anbragt vore armbind, og endvidere lykkedes det os at faa samlet alle vore Pakkenilliker sammen, og sammen begav vi os ud i den tilsyneladende effektivt mørkelagte By paa Jagt efter et Hotel. Pludselig ser vi et Lys skinne ud, og lig møllene styrede vi direkte mod dette, og til alt Held viste det sig at være fra et Hotel. Efter at Værten havde taget os nøje i øjesyn, maa vi have fundet nåde for hans kritiske øje, eftersom vi slap ind og fik et værelse for natten samt lidt til at holde livet oppe med til næste morgen.
Kl. 7 startede Lyntoget til Fjerritslev, og kl. 9 havde det tilbagelagt den ca. 45 km lange Tur til dette sted. Vi havde saa regnet med at komme hjem til et godt rummeligt Værelse, men om forladelse. Fjerritslevborgere havde benyttet sig af min Fraværelse til et omdanne mit værelse til et drivhus, saa vi kunde knapt selv være der. Der var da iøvrigt ogsaa kommet en Krystalvase, saa vi kunde anbring de afskaarne Blomster, som maatte komme.
Vi begyndte strax at synes, at det vist nok kunde knibe med Plads i dette i øvrigt ret rummelige Værelse, og vi haabede jo ogsaa paa, at det ikke maatte vare saa længe, inden der maatte vise sig noget større i Horisonten, men Udsigterne var saa langt fra lyse. Dog i sidste uge kom fm. Nøhr Hansen og sagde, at der var en dame, der havde sagt til ham, at han skulde sige til os, at der var en Lejlighed ledig i den anden ende af Byen. Samme Aften begav vi os saa paa Rejse for at tage samme i øjesyn, og Resultatet blev, at vi lejede den pr. omgaaende. Det er paa ingen maade nogen moderne Lejlighed, den er udstyret med Lokum, der en Gang imellem skal tømmes ud i haven, med bryggers med en Pumpe samt med Komfur og Kakkelovne. Det er en 3 Værelses og der hører Kammer ovenpaa til. Endvidere er der en lille have foran Huset og en noget større bag ved. Hele Herligheden koster Kr. 40.-, så det er jo da til at overkomme, skulde nan synes. Du kan tro, vi glæder os til at faa noget mere Plads, selv om det maaske nok kan være vanskeligt for os at fylde hele Lejligheden med det samme. Den er ledig til l’ Juli, men vi kommer antagelig først til at flytte ind omkring 15′ Juli, og den skal repareres med nyt tapet cg lidt maling hist og her. Nu kan vi da faa plads til at have et Par Gæster, det kunde jo ikke saa godt lade sig gøre, hvor vi nu bor.
I fredags aften var vi til Selskab hos Fuldmægtig Nøhr Hansens. Der var Byens Jurister forsamlede samt Byens Realskolebestyrer og Kapellan (een og samme mand). Det var en Slags Afskedsfest for Dommeren. Han holdt nemlig mærkværdigvis ikke selv nogen. Det var en ganske fornøjelig Aften, og Traktementet var førsteklasses; til middagen serveredes diverse Vine, og desuden blev der ogsaa serveret en enkelt whiskysjus samt et Par gode Cigarer.
Ellers tror jeg ikke, at der er noget særligt. I dag har der næsten intet været at lave, og derfor vilde jeg øve mig lidt paa at skrive paa maskine, og det kan saa særdeles let ske, da jeg er ene på Kontoret. Normalt skulde jeg have skrevet i Retten, men da Dommeren er rejst, er Nøhr Hansen konstitueret i Embedet og maa derfor ogsaa beklæde Retten. Da der skal være en Fuldmægtig paa Kontoret, maatte jeg blive her, mens en af Damerne maatte skrive i mit Sted. Den ande Dame har fri.
Nu er Klokken imidlertid blevet saa mange, at jeg vil holde op for i Dag, man skal jo ogsaa passe paa, at man ikke overanstrenger sig.
Hvordan har fararbror Viggo det? Har ban stadig noget at bestille? Hils ham mange Gange fra os, dersom vi ikke skulde faa skrevet, inden du taler med ham.
Haaber du har det godt, og at vi snart hører fra dig.
De kærligste hilsener fra os begge
Lis og Christian